tirsdag den 18. januar 2011

Jeg – en have narkoman

(Du er velkommen til at låne mine billeder, men bruger du dem til andet end til privat brug, vil jeg blive glad hvis du kontakter mig først)

Jeg falder pladask for planter med anderledes løv og specielt de mørke farver. Det er ikke fordi jeg har mørke tanker eller har hang til mystik, er optaget af de mørke sider i mig selv, eller hvad en hjernevrider nu kunne få ud af dette. De fanger mit blik, fordi de skiller sig ud fra mængden i alt det grønne. De mørke planter giver liv,kontrast og mangfoldighed. De gør simpelthen min have oplevelse endnu mere spændende end den allerede er.


At ’man ikke kan se skoven for bare træer’ er en meget stor sandhed, for går jeg ude i naturen i alt det grønne, er der altid en anderledes farve, en blomst eller noget helt tredje der fanger min opmærksomheden. Det grønne fylder måske mine sanser og jeg bliver opløftet, glad og opstemt, men efter et stykke tid ser jeg ikke det grønne for bare grønt! Blikket søger automatisk efter noget der skiller sig ud, noget der kan fange og stimulere mine sanser.


Det er den naturlige forklaring på at jeg er begyndt at blive optaget af planter med kontraster, enten i farver eller bladformer. Når man som mig har beskæftiget sig med haver og planter over en længere periode, bliver behovet for sanselige oplevelser i haven størrer og størrer – og jeg indrømmer at jeg begynder at agerer selvstimulerende. Jeg er blevet total afhængig af have oplevelser, og er på evig jagt efter noget der skiller sig ud.
Jeg syntes lige jeg ville fortælle dette, da jeg  gerne vil dele min begejstring for en spændende plante med mørkt løv.

Det er japansk persille – Mitsuba eller Cryptotaenia japonica som den hedder på latinsk.



Jeg traver rundt på plantemarkeder med blikket fejende hen over diverse boder, indtil jeg bliver fanget af denne - på det tidspunkt, lille mørke plante, som jeg ikke har kenskab til, eller set før. Ned i posen, og hjem og plante den – så får jeg se hvad det er for en en gevækst.


I første omgang ved sælger ikke hvad planten hedder, eller om det er en busk, en staude eller noget spiseligt, så det ved jeg heller ikke. Jeg finder senere ud af at, det er en krydderurt, men det er ikke det der i første omgang holder min opmærksomhed fanget, igen er det bladfarven som bliver mørkere og mørker i takt med at solen bliver stærkere og varmegraderne stiger. Den vokser sig kæmpe stor, får meget fine små rosafarvede blomster. Den sætter masser af frø i det tidlige efterår. Jeg smager på bladene, som smager hen af selleri og  ved jeg ikke lige om det er min smag, eller hvordan jeg skal bruge den. Ligesom Perilla er det en krydderurt/grøntsag som er meget brugt i det asiatiske køkken. Både blade, stængler og frø kan spises.


Den skulle være vinterhårdfør, men ikke i min have – og måske heller ikke i Danmark med de lave temperature vi har. Men det er ikke noget problem, da den sår sig selv, eller man kan tage frø af den og selv så den igen og igen. I mit krydderurtebed SKAL den være, uanset om jeg spiser den eller ej. Den er bare så flot imellem alt det grønne, og den form for stimuli gør mig høj – på den fede måde J



YSusanne Irming

Ingen kommentarer:

Send en kommentar